Aktiviteter
 
"Traditioner"
Vi har nogle traditioner, som vi markerer hvert år. Nogle er i forbindelse med højtider i Danmark og nogle er blot en tradition i Børnehuset.

Fastelavn: Fejrer vi ved at alle møder udklædte fra morgenstunden. Vi slår katten af tønden, synger nogle fastelavnssange, får lidt godter, som falder ud af tønden og derefter en fastelavnsbolle.
Fatelavn

Påske: Der klippes lidt påskepynt, vi sår karse og holder evt. en påskefrokost i grupperne.

I en af de sidste uger inden påske, inviteres forældre og bedsteforældre til påskeklip og en kop kaffe, hvilket som regel er godt besøgt og det er en rigtig hyggelig eftermiddag.

Sommerfest: Midt i juni afholdes årets sommerfest, hvor børn, søskende, forældre og bedsteforældre mødes i børnehuset. Personalet har arrangeret en aktivitetstur i området, som relaterer til et emne vi har beskæftiget os med i løbet af foråret.

Til sommerfesten er der fælles spisning, hvor alle familier medbringer mad til et stort ta´selv bord. Denne aften er børnehusets legeplads fyldt op med glade mennesker.

Forældremøde: I september måned er der forældremøde med valg til forældrebestyrelsen, evt. også med et relevant foredrag.

Skoleparathedsmøde: I november måned inviteres forældre til kommende skolebørn til et møde, hvor vi hører om hvilke krav og forventninger der er til hvad børnene skal kunne, når de skal begynde i skole. Som regel er det psykologen, der er tilknyttet vores område, der kommer og fortæller. Der kan også være deltagere fra skolen.
Personalet fortæller om, hvad der arbejdes med i institutionen for at hjælpe børnene på vej.

December: December måned er fyldt med traditioner. Der skal laves julegaver, julenisser klippes eller formes på andre måder. Vi vil gerne læse julehistorier og synge julesange, samt lege små lege i rundkredsen. En vigtig ting i julemåneden er stuens julekalender, som alle børn har medbragt en lille gave til og der trækkes lod om dagens gave.

Vi tager en tur i kirke for at deltage i julegudstjeneste og en dag får vi risengrød.
Vi vil også gerne nå at bage lidt, for så dufter hele huset dejligt af jul og en smagsprøve må vi alle have.

Drillenisserne er på spil i december. Børnene får nissen med hjem på skift og man fortæller næste dag i rundkredsen, hvad nissen har lavet derhjemme.

Forældrebestyrelsen inviterer til forældrekaffe i november eller december. Denne dag kan der også laves juledekorationer af nogle af de materialer, vi har fundet i naturen på vore ugentlige ture.


Sidst opdateret 17. februar 2013